Danmark har fået sit første Fantasiministerium
Hvor tit træner du din fantasi? Husker du at gå 10.000 fantasilimeter om dagen? Spørgsmålene burde ikke lyde mærkelige, for fantasievnen kan trænes, og den kan hjælpe os med at tænke nyt, handle empatisk og skabe håb om fremtiden.
Et nyt initiativ vil arbejde for, at fantasien får en mere markant plads i vores daglige liv og vores verden. Jon Kristian Lange og Lars Henrik Møller har udnævnt sig selv til departementschefer i det nye ministerium. Fantasiministeren er ofte ret svær at få fat i, da der er mange hastesager og fantasikriser, som kræver Fantasiministerens tilstedeværelse.
Derfor er der også to departementschefer i Fantasiministeriet, for at holde gryden i kog. Jon og Lars Henrik har begge mange års erfaring med børns trivsel i den fysiske og digitale verden, kommunikation og formidling.
De to departementschefer mener, at fantasien er grundstenen i alt fra kunst og kultur til trivselsarbejde, og derfor skal tages meget mere alvorligt, end vi gør i øjeblikket.
- Når algoritmerne kaprer vores opmærksomhed, kloden brænder, og verden føles som et åbent kommentarfelt, så er fantasi ikke flødeskum – det er ildslukker, kompas og overlevelsesstrategi, siger Jon Kristian Lange, Departementschef i Fantasiministeriet. - For uden fantasi bliver vi bare tilskuere til forfaldet. Med fantasi kan vi forestille os noget andet – og begynde at handle på det.
Fantasi i folkeskolen
Torsdag den 26. juni 2025 markerer 50-års-dagen for, at fantasi blev indskrevet i skolens formålsparagraf. Det bliver samtidig startskuddet på et initiativ, der vil hjælpe skoler med at få fantasien praktisk forankret i hverdagens undervisning.
En stor del af Fantasiministeriets arbejde vil i første omgang være rettet mod børn og unge i grundskolen. Ministeriet vil bygge undervisningsforløb gennem co-creation og aktionslæring. Børnene er ikke bare deltagere – de er medskabere hele vejen igennem.
- I en tid med krig, klimaangst og ensretning på div. Sociale Medier har børn brug for mere end viden. De har brug for at kunne forestille sig, at verden kan være anderledes end den er, og det man får vist online. Fantasi er en færdighed og en modstandskraft – og en forudsætning for trivsel, udtaler Jon Kristian Lange.
Fantasi er ikke noget, man vokser fra
Man kan ikke miste sin fantasi! Fantasi er ikke noget, man vokser fra – men det er noget, vi alt for tit ikke bruger nok. Evnen til at forestille sig noget andet og bedre kan trænes som enhver anden færdighed. Derfor arbejder Fantasiministeriet ikke kun for børn og unge i grundskolen – men også for de voksne omkring dem.
Vi vil klæde undervisere på med metoder og materialer, der giver fantasien plads i undervisningen. Vi vil inspirere politikere og beslutningstagere til at tage fantasi alvorligt som en samfundskraft. Og vi vil løfte fantasien ind i den offentlige samtale som et nødvendigt redskab. Vi vil skabe nye veje i en verden fuld af kriser – og muligheder.
Fakta om Fantasiministeriet
Fantasiministeriet er udviklet af Jon Kristian Lange og Lars Henrik Møller.
Jon Kristian Lange har i over 25 år arbejdet med børns trivsel, både i forhold til mobning og ensomhed, men også i forhold til børns digitale liv som rådgiver, underviser, projektudvikler og oplægsholder. Han har været seniorrådgiver i Red Barnet, chefkonsulent i Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme og siden 2024 været ansat i Julemærkefonden, hvor han arbejder med børn og unges trivsel og mestring.
Lars Henrik Møller har i mere end 25 år arbejdet med formidling og digital kommunikation, primært hos DR og Red Barnet, hvor han som digital projektleder har udviklet og drevet en række digitale platforme, herunder redbarnet.dk , sletdet.redbarnet.dk, skole.redbarnet.dk og talmedos.redbarnet.dk.
Fantasiministeriet har fire særlige rådgivere:
Søren Bygbjerg, Direktør for JFM Lyd
Linda Liebst Nielsen, Teamleder for Forebyggelse og Tryghed, Cpr og Kontrol i Ballerup Kommune
Maria Damborg Hald, Partner i Deloitte
Camilla Roed Otte, Programdirektør i Haver til MaverFantasiministeriet er et ikke kommercielt foretagende, og drives af Foreningen til Fantasiens Fremme.
Fantasiministeriet er i gang med at søge fondsstøtte for at kunne realisere nogle af sine mange ambitioner.